US 66 - rejse ad route 66 fra Chicago til Los Angeles

Route 66 - Vejen var målet - ikke LA

2009-05-04T20:03:00.024+02:00

Det var ikke i sig selv mit mål at nå Santa Monica i Los Angeles, men kun at køre så meget som muligt ad Route 66. Vejen, Route 66, førte mig så til Santa Monica. Vejen var målet - ikke Santa Monica. Jeg havde nået målet. Jeg havde kørt hele Route 66 fra Chicago til Los Angeles. Rejsen var slut.

Det var begyndt som en ide. En gammel drøm. Nu var drømmen blevet til virkelighed. Jeg havde kørt Route 66. Jeg var lidt tom indeni og kunne ikke koncentrere mig. Så mange indtryk, så mange kilometer, så mange skilte, tankstationer og diners. Indtrykkene fløj rundt og kunne ikke finde ro.

"For my part, I travel not to go anywhere, but to go.
I travel for travel's sake. The great affair is to move".
Robert Louis Stevenson, Travels with a Donkey in the Cévennes (1879).

"The great affair is to move" - Jeg havde også været i bevægelse. At følge landevejen Route 66 havde ført mig gennem små amerikanske byer, vist mig mange amerikanske bil-ikoner, inviteret mig indenfor på hyggelige spisesteder, forbi neon-skilte fra en svunden tid og ført mig til attraktioner. Route 66 havde bragt mig fra øst til vest.

Det praktiske i bevægelsen havde Miss Murano taget sig af. Min japanske Nissan Murano havde sikkert, blidt, målrettet og meget økonomisk efter amerikansk målestok ført mig næsten tværs over USA. TAK.

Jeg havde været skuffet over ikke at skulle køre i en amerikanerbil. Skuffelsen fortog sig efterhånden som jeg kom vestpå og lærte Miss Murano at kende. Hun gjorde det godt og japanske biler er ved at overtage vejene i USA. Den amerikanske bil-industri lider. Salget er mere end halveret på et år og tiden for de store benzinslugere er forbi. Der vil blive længere og længere mellem Hummer og Surburban på de amerikanske landeveje.

Jeg havde set mange kilometer asfalt. Jeg havde set gode veje, mindre gode og veje som trængte til besøg af et asfaltfirma. Mange byer langs Route var døden nær i 1980’erne. Nogle blev til vejside attraktioner på historiske Route 66. Andre byer sov stille ind og døde. Trafikken flyttede til de store gode Interstates, der hurtigt kunne bringe den rejsende fra A til B. Handlen gik samme vej. Truckstops ved Interstate frakørslerne med kedelige kæde-fast-food-restauranter tog over og "dræbte" de små hyggelige privatejede diners i små søde byer.

Men Route 66 lever stadig. USA lever stadig. Main Street America lever stadig og en tur ad Route 66 bragte mig forbi mange amerikanske ikoner. Der er meget mere til USA end det billede som TV tegner fra New York og Californien. Det havde været en tur gennem hjertet af Amerika ad Main Street America. Jeg kan kun varmt anbefale andre at tage en tur fra Chicago til Los Angeles gennem otte stater ad Route 66.

Get your kicks on Route 66

Min japanske Nissan Murano.

Hvis du vil vide mere...
Der findes mange bøger om Route 66. Der findes også mange gode guidebøger om Route 66. Men skal man køre hele strækningen fra Chicago til Los Angeles og vil man følge så meget som muligt ad de oprindelige kilometer, så ”Jerry McClanahan: EZ66 Guide for Travelers” fra 2005 bogen.

EZ66 har detaljerede beskrivelser og mange gode kort og ruten er beskrevet så den kan køres både fra øst og vest. Det rigtige er helt klart at køre fra øst mod vest, men det andet er selvfølgelig også en mulighed, men ikke i mit tilfælde. Det skulle være fra øst mod vest, fra Chicago til Los Angeles, fra Midtvesten og køerne til Stillehavet og drømmene.

Hjemmesider
www.national66.org - National Historic Route 66 Federation.
www.route66guidebooks.com - Her er alle mulige guidebøger om Route 66 nævnt.
www.il66assoc.org - Route 66 Association of Illinois.
www.missouri66.org – Route 66 Association of Missouri.
www.oklahomaroute66.com – Oklahoma Route 66 Association.
www.rt66nm.org – New Mexico Route 66 Association.
www.azrt66.com – Historic Route 66 Association of Arizona.
www.cart66pf.org – The California Route 66 Preservation Foundation.

Route 66 - Barstow til Santa Monica, LA

2009-05-03T21:45:00.023+02:00

Sidste dag på vejen. Min tur ad Route 66 var ved at nå sin afslutning. Jeg havde stadig en tur hen over bjergene for at nå LA, men med de mange kilometer jeg havde bag mig var det kun en form sag.

"Won't you get hip to this kindly tip
And go take that California trip
Get your kicks on Route 66
Get your kicks on Route 66"
Bobby Troup, Route 66.

Barstow kørte jeg hurtigt agterud og kom af sted mod mit mål Stillehavet. Lenwood, Hodge, Helendale og Oro Grande førte mig til Victorville, hvor historiske Route 66 igen smeltede sammen med Interstate-40 og gav mig god fart sydpå til LA. Kom over bjergryggen og Cajon Summit og fik endnu mere fart i Miss Murano.

Flaskepark på Route 66 mellem Barstow og Victorville, Californien.

Skippede San Bernadino. En fejl - næste gang er du med. Nu gik det gennem LAs forstæder. Los Angeles er 13 mio. indbyggere og 24 byer, der er smeltet sammen til et område på størrelse med Sjælland. LA er en verden og et land for sig selv med mere end dobbelt så mange indbyggere som i Danmark.

Mad på Norms.

Kom til steder jeg kendte fra TV. Kom til de kendte stednavne, bydele og gader. Pasadena, Sunset Blvd., Hollywood Blvd. og havde udsigt til HOLLYWOOD-skiltet inden jeg fandt Santa Monica Blvd., der førte mig til stranden og Santa Monica Pier.

Typisk hus i Bel Air, LA.

Kørte lige omkring hjørnet af Lincoln Blvd. og Olympic. Det er her den ”rigtige” slutning af Route 66 findes. Oprindeligt små 4.000 km fra Chicago. Slutningen er nu flyttet. Den lille mindeplade for Route 66, Alle Vejes Moder og USAs hovedgade står i parken ved Ocean Drive med udsigt til Santa Monica Pier.

Jeg kom ned til Ocean Drive og centrum af Santa Monica og fandt mit hotel. Santa Monica virkede som en by i byen. Som en stor provinsby med sit helt eget liv, lidt udenfor LAs dynamiske heksekedel.

Santa Monica, Los Angeles, Californien.

Slut på Route 66 og slut på mit eventyr gennem otte amerikanske stater ad Route 66. Jeg var nået fra Chicago og de store søer i det centrale USA til drømmenes Hollywood og Santa Monica og Stillehavet i Los Angeles.

Pariserhjulet på Santa Monica Pier.

Endelig Stillehavet. 266 km blev det på min sidste dag ad Route 66.
Dagen havde bragt mig det sidste stykke fra [J] Barstow til [K] Santa Monica, LA.

Route 66 - Williams til Barstow

2009-05-02T22:23:00.040+02:00

Nu kommer den rigtige del af Route 66. Det er jo ikke rigtigt. Hele vejen fra Chicago til LA er den rigtige Route 66. Det er bare det mest spændende, bedst bevarede, mest autentiske og med det bedste klima stykke Route 66 jeg skal ud på gennem det vestlige Arizona.

Williams er for mange udgangspunktet for en tur til Grand Canyon-kløften og et af verdens naturvidundere, men for mig var det udgangspunktet for det næste ben af min Route 66 rejse mod vest.

“You'll see Amarillo
Gallup, New Mexico
Flagstaff, Arizona
Don't forget Wynonna
Kingman, Barstow, San Bernardino”
Bobby Troup, Route 66.

Williams, Arizona.

Amarillo, Gallup og Flagstaff havde jeg bag mig og jeg havde heller ikke glemt Wynonna. Forude ventede Kingman, Barstow og San Bernardino i udkanten af Los Angeles.

Landskaberne i det vestlige Arizona blev mere og mere tørre. Efter Williams kom Ash Fork og så Seligman. En by som helt og gennemført er ånden af Route 66. Hovedgaden i Seligman er totalt dedikeret til landevejen. En helt igennem Route 66 by med smag af moteller, diners, kaffeshops, gamle biler i alle hjørner og langs hovedgaden.

I slutningen af 1970’erne blev Seligman forbigået af Interstaten. En skæbne var skrevet i sten, men det skulle ikke blive en gravsten. Byen og Juan og Angel Delgadillo ville det anderledes. Juan Delgadillo havde siden 1953 haft Snow Cap Drive-In og Angel Delgadillo var frisør/barber i byen. De 2 x delgadillo ville ikke bare lade stå til. Med deres indsats og energi er Route 66 blevet til Historic Route 66 og Snow Cap-In eksisterer stadig.

Mere end 50 år har Snow Cap-In eksisteret og maden er er OK, men årsagen til Snow Cap-In er kendt i store del af verden er serveringen og den underholdning der følger med. Små tricks og jokes er en selvfølgelighed, når maden bliver langet over disken.

Juan Delgadillo er gået bort og sønnerne John og Robert har taget over og forsøger at fortsætte traditionen med sjov og ballade, som har gjort Snow Cap og Juan Delgadillo til en Route 66 legende.

Med motel Route 66 skiltet i Seligman i ryggen tog jeg Route 66 buen nord om Interstate-40. Et af de bedste vejstrækninger af den historiske landevej. Kom gennem Grand Canyon Caverns, Peach Springs og Valentine inden jeg tog et "root beer Route 66" stop i den gamle købmandsbutik i Hackberry. Root beer er ikke en øl, men en sodavand a la coca cola, men med mint/tyggegummismag.

Udenfor købmandsbutikken holder en klasisk Route 66 bil. En rød Corvette fra 1950’erne. Bag ved den lille købmandsbutik med 50 diner i hjørnet holder en stor samling antikke biler.

Et stykke nord for Kingman begynder indflyvningen til byen. Et langt lige stykke landevej, der føles som en landingsbane fører til Kingman.

Vest for Kingman, Arizona.

Cool Springs, Arizona.

Fra Kingman gik det stik vest mod Cool Springs og gennem bjergene til Oatman, hvor jeg midt i byen blev mødt af æsler der spærrede vejen. En gruppe turister blev overfaldet, næsten "fanget" af en flok æsler, hvoraf to jagtede en stor dreng. Han havde fodret æslerne, men var løbet tør for gulerødder og det havde æslerne svært ved at acceptere.

Oatman er en spøgelsesby. Uden Route 66 havde byen ingen beretigelse eller eksistens. Oatman lever for og af landevejsfarere der kører Route 66 og kommer forbi. Oatman er et naturlig og obligatorisk stop på turen fra Chicago til Los Angeles.

Bagdad Cafe.

Fra Topock kørte jeg over Colorado River til Needles, Goffs, Fenner, krydsede Interstate 40, over Cadiz Summit, forbi skiltet ved Amboy til Ludlow og Newberry Springs med Bagdad Cafe, hvor jeg stoppede for kaffe og pie.

Jeg landede træt og godt brugt i Barstow. Det havde været en lang dag med mange indtryk og masser af gode Route 66 km.

618 km. En lang dag med masser af asfalt, støv og ørken. Jeg var kommet fra [I] Williams til [J] Barstow.

Route 66 - Gallup til Williams

2009-05-01T21:58:00.034+02:00

Jeg kørte over bygrænsen og forbi byskiltet til Gallup og fandt igen den åbne landevej vestpå. For 9. gang startede jeg en dag på Route 66 med at have morgensolen i horisonten i bakspejlet.

"Perhaps it's in our blood,
maybe it's just in our history,
but surely it's in the American vein
to head out for some other place..."
William Least Heat-Moon, Blue Highway (1982)

Efter 20 miles kom jeg til Lupton og grænsen mellem New Mexico og Arizona.

Landskaberne fortsatte i Arizona med at virke minimalistiske, uendelige og meget tørre. Intet kan dyrkes her i kaktusernes land. Kom forbi Allantown, Querino, Sanders, Chambers, Navajo og den malede park - nationalparken Painted Desert.

Jeg trillede ind i Holbrook.

I Holbrook ligger Wigwam Motel på 811 West Hopi Drive. Beton-teepeer bygget i 1950 og for nyligt renoveret, så det igen er en fornøjelse at overnatte på en Route 66 ikon. Wigwam Motel er et af syv beton-teepee-moteller der skød op i USA i årene 1933 til 1950. Det første beton-teepee-motel var i Horse Cave, Kentucky.

Holbrook Wigwam Motel er det ene af to der har overlevet tidens hårde tand. Det andet motel ligger længere fremme ad Route 66 i San Bernardino i udkanten af Los Angeles.

Wigwam Motel i Holbrook har været i samme families eje alle årene. Foran "værelserne" holder klassiske amerikanske biler fra 1950'er og 1960'erne. Ikke at der er udsolgt, men det er indehaveren som har krydret teepee'erne med køretøjer der hører Route 66 til.

Lige vest for Holbrook ligger Joseph City og Jack Rabbit Trading Post. I dag en moderne Trading Post med Route 66 souvenirs i form af t-shirts, nummerplader, emalje-sklite, krus med 66, køleskabsmagneter. Pas på krukken med "baby-ratles".

"If you haven't been to the Jackrabbit, you haven't been to the Southwest".

Cruisede gennem down town Winslow og forbi hjørnet. "Standing on the Corner" i Winslow er kendt fra The Eagles sangen "Take it easy". Jeg tog det roligt og lod mig ikke lokke indenfor i de to souvenirbutikker som har besat de diagonale hjørner til statuen der er dedikeret til sangen. Jeg cruisede videre mod vest.

Twin Arrows ved exit 219 var en gang et livligt turist samlingspunkt med tankstation, cafeteria/diner og Trading Post.

Landskabet har igen ændret karakter. Bakker er blevet til bjerge og nåletræerne står tæt. Ved fødderne af San Francisco Peaks ligger Flagstaff. En Flagstaff-anekdote fortæller, at Cecille B. DeMille ville gøre Flagstaff til centrum for film-industrien. DeMille kom fra Østkysten, men den dag han kom til Flagstaff dryssede der sne fra himlen, så DeMille blev på toget og forsatte til Sunny California og LA. Det blev så Hollywood, der blev til Hollywood.

Jeg kom til Flagstaff. Det sneede ikke, men jeg tog alligevel en tur i den lokale shopping-mall. Fandt intet. Prøvede den lokale Walmart. Stadig intet der fristede, så jeg trøste-spiste en "Truckers Special".

På The Railroad Cafe i Flagstaff fik jeg Truckers Special: ”Hashbrowns, scramble eggs, beef ground patty, toast og kaffeog vand”. $7.99 var prisen for dette trucker-måltid.

Jeg kom frem til Williams som var den by der sidst blev omgået af en Interstate. Det skete den 13. oktober 1984. Det betød dødsstødet til Route 66. Vejen og byerne var blevet overhalet af fremskridtet. Det hele skulle gå hurtigere. Der var ikke tid til at køre gennem små støvede byer.

De amerikanske Interstates blev ofte anlagt op til fem km fra de gamle by-centre og det betød at byerne voksede og udvidede efter Interstaten. Nu var det her at der var brug for benzinstationer og diners. Nu ofte i form af fast food kæder. Route 66 blev efterladt med et stort åbent blødende sår.

Parallelt med hovedgaden i Williams ligger jernbanen, Grand Canyon Railway, som hver dag bringer turister på en spændende måde til Grand Canyon. Fra anlæggelsen af sporet i 1901 og til 1927 tog hver anden Grand Canyon turist jernbanen fra Williams når de skulle til kløften. Jeg havde desværre ikke mulighed for dennegang at besøge Grand Canyon, men måtte mindes mit møde med den store kløft for ti år siden.

Go West Young Man. Igen en dag, hvor jeg var kommet længere mod vest. 408 km fra [H] Gallup til [I] Williams.

Route 66 – Santa Fe til Gallup

2009-04-30T20:20:00.027+02:00

En tur ad Route 66 handler for mig om at komme tidligt op og tidligt af sted. Nyde de mange lyse timer med oplevelser og indtryk. Ikke med kedelige hotelvægge og intetsigende programmer på TV’et med de 57 kanaler. Nej, komme ud og nyde morgensolen på landevejen, de skiftende landskaber der glider forbi, stoppe og tanke benzin af nød, men ikke mindst kaffe af glæde.

“You'll see Amarillo
Gallup, New Mexico
Flagstaff, Arizona
Don't forget Wynonna
Kingman, Barstow, San Bernardino”
Bobby Troup, Route 66.

Inden jeg forlod Santa Fe fik jeg en tidlig morgenmad hos Pasqual’s. Fik Quasidrilla (pandekage / meksikansk omelet) med guacamole, tomat, smeltet ost og salsa til $8,95 inkl. massser af god sort kaffe.

Morgenmad på Pasqual's, Santa Fe.

Tog endnu en runde. Cruisede gennem den smukke bykerne i Santa Fe, forbi Georgia O’Keeffes museum med de smukke blomstermalerier, forbi The Plaza, forbi domkirken og forbi USA’s ældste kirke.

Klik her og se mere om Georgia O'Keeffe Museum i Santa Fe.

Jeg måtte videre. En skam for Santa Fe kræver flere dage for at komme helt ind under huden. Tid til fordybelse. Tid til at komme ned i gear. Lære historien at kende, se de mange kunstværker på gallerierne, nyde armbåndene i smykkebutikkerne, finde de gode spisesteder i sidegaderne og studere malerierne på museerne. Virkelig indhalere den unikke stemnning af flere kulturer der blendes til en milkshake, der bare skal suges ind og nydes.

Jeg kørte mod syd. Mod Albuquerque. Route 66 følger den gamle spansk-meksikanske vej ”El Camino Real”. Nåede udkanten af Albuquerque og begyndte den lange ”indflyvning” til centrum af byen. Albuquerque er en typisk amerikansk by. Lange, lange, næsten uendelig indfaldsveje fra alle verdenshjørner. Veje der en gang har været byens ypperste, men nu huser nedslidte butikker, indkøbscentre, tankstationer og fast food restauranter. Det er de typiske veje til centrum.

Mad på Milton, Albuquerque.

Milton Restaurant.

Tidlig meksi-amerikansk frokost eller meget sent morgenmad hos Milton på Central Avenue SE mellem High Street og Elm Street i Albuquerque. Fik røræg, rød chilisovs, smeltet ost på en tortilla med salat, tomat og baked beans plus en ekstra tortilla ved siden af og masser af kaffe. $5,75.

Budville.

Jeg var tilbage på Route 66 POST 1937 og fulgte vejen mod vest forbi Rio Puerco, Laguna, New Laguna, Paraje, Budville, San Fidel, Grants, Milan, Prewitt, Thoreau, over Continental Divide, hvor vandene skilles og løber mod hhv. vest og øst, og til Gallup.

Laguna.

Flere træer end Texas. Plateauer, tørt, kløfter, periodisk floder, lange tørre øde strækninger, længere mellem byer, frakørslerne og tankstationerne. Det er New Mexico.

Muffler Man i Gallup, New Mexico.

Gallup
En gammel godbid i Gallup er det historiske El Rancho Hotel fra 1937. De kendtes og filmstjernernes hotel i den new mexicanske ørken, hvis de skulle filme en western i området. På væggene i forhallen hænger masser af billeder fra sort-hvid-filmens storhedstid.

Af nyere film har den Oliver Stone instruerede “Natural Born Killers” med Woody Harrelson brugt Gallup som kulisse. Det var i 1994.

Godt 20.000 indbyggere kalder Gallup for hjem. Og man skal elske det tørre ørkenklima for at synes Gallup er et godt sted at bo. Gennemsnitstemperaturen er 19 grader med udsving fra 7 og 8 grader i december og januar til 32 i juli måned. Fra september til juni er den gennemsnitlige månedlige nedbør mindre end 20 mm.

377 km tættere på mit mål var jeg kommet. Fra [G] Sante Fe til [H] Gallup. Jeg kunne snart ane Californien og havet. Snart.

Route 66 - Amarillo til Santa Fe

2009-04-29T21:55:00.044+02:00

Fra begyndelsen til enden var Route 66 en dynamisk vej. Hele tiden skete der forbedringer og ændringer af ruten. Derfor er en tur ad Route 66 ikke bare lige og så afsted. En udfordring består i at finde vejstykker som hører til Route 66, men også vælge, hvilken tidsalder man ønsker at følge.

Jeg valgte at prøve lidt af det hele. Strækninger af Route 66 var uden asfalt. Der var ruter som lå før 2. Verdenskrig. Der var masser af asfalt som lagde rygrad til Route 66 i 1950 og 1960’erne som var perioden, hvor Route 66 toppede.

Amarillo er med sine 200.000 indbyggere den 14. største by i Texas. Den virkede ikke uoverskuelig, men hyggelig og imødekommende. Stadig mæt og tilfreds efter en god nats søvn forlod jeg Amarillo for at lede efter nye eventyr. Første stop var Cadillac Ranch. En installation. En skulptur a la Stongehenge of Texas eller Texas’ svar på pyramiderne. Cadillac Ranch er opført i 1974 og bstår af 10 Cadillacs, der er halv begravet i jorden med bagenden og halefinden i en vinkel som pyramidernes. Her står den amerikansk bilindustris stolthed. Bilerne er fra 1949 til 1963.

Cadillac Ranch og Route 66 er ikke forbundet. Skulpturen blev opført, da Route 66 var lagt i graven, men efter opståen af Historic Route 66 er de to bilrelaterede fænomener blevet knyttet tæt sammen og en tur ad Route 66 uden et stop ved Cadillac Ranch er utænkeligt.

I Texas blev jeg mødt af løse hunde der jagtede bilerne, mens texanerne har travl med at hilse: ”Howdy”. Efter Cadillac Ranch kom jeg gennem byen Bushland. Nok meget passende, da to gange amerikanske præsident Bush kommer fra Texas.

Wildorado og Vega fulgte. Hele tiden med Interstate-40 indenfor sikker afstand. Jeg stoppede i Adrian og besøgte Mid Point Cafe and Giftshop. ”When You’re Here, You’re Halfway There”, er den lille diners slogan. Det geografiske halvvejs punkt på Route 66. Endelig var jeg nået halvvejs fra Chicago til LA. Hyggelig personlig betjening og en god snak om Route 66 fulgte med en burger, kaffe og et stykke pie. Browsede lige kort gennem den veludstyrede Route 66 souvenirbutik.

Vidste du det om Texas?
► Texas var et uafhængigt land /nation fra 1836 to 1845.
► Texas er den eneste amerikanske stat der har været under seks forskellige flag: Det spanske, franske, meksikanske, repuplikken texas, sydstaternes og USAs.
► King Ranch i Texas er større end den amerikanske delstat Rhode Island.
► Texas har USAs største bestand af “whitetail deer”.
► Texas udgør 7,4% af USA areal.
► Der er omkring 16 mio. kvæg i Texas.
► Der er mere landbrugsland i Texas end i nogen anden amerikansk stat.
► Verdens første rodeo blev holdt den 4. juli 1883 i Pecos.

New Mexico
22 miles efter Adrian var det Glenrio og grænsen til fortryllende New Mexico. Svingede lige gennem San Jon inden jeg kom til Tucumcari med de 2.000 hotelværelser. Tidspunktet var ikke rigtigt, så jeg fik ikke tjekket hotelværelserne, men set lidt på de mange bud på, hvordan et neon-skilte kan se ud. Hovedgaden Tucumcari Blvd. og Old Route 66 skærer gennem byen og viser et bredt udsnit af billige hoteller og 60’er neon.

Montoya, Newkirk og Cuervo bragte mig til Santa Rosa, hvor der er et lille Rute 66 Auto Museum for de bilglade. Hold øje med den gule ”street rod” der svæver i luften og du kan ikke undgå at se museet.

Nu skulle jeg vælge. Ville jeg følge Route 66 Pre eller Post 1937. Route 66 Pre 1937 ville føre mig til Santa Fe mod nordvest. Roue 66 Post 1937 ville fører mig stik vest mod Albuquerque. Route 66 Pre 1937 var helt klart længere og en lille detour, men Santa Fe ville være det hele værd. Jeg valgte Route 66 Pre 1937. I Albuquerque mødes Pre og Post igen. Godt 100 miles Route 66 Post 1937 langs Interstate-40 skulle jeg undvære. Det gik nok. Jeg kørte mod nord og nordvest. Mod Santa Fe.

Jeg rullede ind i Santa Fe. Her mødes anglo-amerikansk, mexicansk og indiansk kultur i rolige smukke adobe (lerklinede) omgivelser med en blå himmel som baggrund. Santa Fe er USAs svar på Skagens lys og mange kunstnere har fundet vej til byen og delstaten New Mexico. Der præger byen. Gaderne er fulde af gallerier og der sælges sølvsmykker med turkiser på hvert gadehjørne.

Byen har ”kun” 75.000 indbyggere, men er helt flad og fylder et kæmpe areal. Ingen huse bygges i højden og alle huse i centrum af byen skal bygges i Adobe-stil og ligne Pueblo-indianernes byggestil med brune lerklinede huse med bløde hjørner og fritstående bjælker.

Midt i Santa Fe ligger The Santa Fe Plaza, hvorom byens liv drejer sig. Med en grande kaffe i hånden sad jeg en time på en bænk i parken og fik et indblik i laid back New Mexico livsstil. Når jeg en gang bliver gammel vil jeg flytte til New Mexico og have min egen bænk på plazaen.

Dagen og Miss Murano havde bragt mig 529 km gennem Texas og New Mexico. Fra [F] Amarillo til [G] Santa Fe.

Route 66 – Oklahoma City til Amarillo

2009-04-28T22:25:00.044+02:00

En stjerne blev født den 11. november 1926. Forretningsmanden Cyrus Avery fra Oklahoma fik ideen til en landevej fra øst til vest. Ideen til Route 66 fra Chicago til Los Angeles. Fra begyndelsen var Route 66 en af USAs oprindelige landeveje, selvom den først blev asfalteret hele vejen i 1938. I 1927 havde Avery dannet en US Highway 66 Association for at promovere asfaltering af vejen. Den første mediestunt for at tiltrække opmærksomhed til Route 66 var ”Bunion Derby”, et løb (footrace) fra Los Angeles til New York og på den føste del skulle løberne følge Route 66 fra LA til Chicago.

Jeg forlod Oklahoma City og fortsatte min færd mod vest. Mod LA og Santa Monica. Først skulle jeg dog lige gennem Yukon, hvor countrysangeren Garth Brooks sang sine første strofer, og El Reno, over Pony Bridge fra 1933, der hjælper Route 66 over Canadian River, gennem Hydro, hvor Lucilles benzinstation har stået siden 1941, køre ad noget af det bedste Route 66 betonvej med en lille nuttet kurvet vejkant /kantsten fra 1930’erne og til Weatherford inden jeg kom til Clinton og Route 66 museet.

Pony Bridge.

Landskabet skiftede fra den grønne til den mere tørre røde og gule og prærielignende farve og form. Oklahoma er en stat med et meget varieret landskab der indeholder grønt og rødt, landbrug med kornmarker og køer, indianere og cowboys, heste og hestetrailere og så samler hver anden indbygger i staten på gamle biler, der står oplagret bag deres huse.

Brugte en lille time på udstillingen i det lille museum i Clinton. Udstillingen var bygget op som tidslommer fra 1920’erne og frem. Årti typisk musik ledsagede teksterne, billederne og genstandene.

Clinton Route 66 Museum.

Klik her og læs mere om Clinton Route 66 Museum.

Vidste du det om Oklahoma?
◊ Oklahoma er den stat i USA med den største oprindelige befolkning. 250.000 af statens indbyggere er efterkommere fra 67 forskellige stammer.
◊ Oklahoma har flere menneskeskabte søer end nogen anden stat i USA
◊ Politimanden Clinton Riggs fra Tulsa designede YIELD (trekanten på spids - stop) skilt.
◊ Oklahoma er 1 af kun 2 stater i USA, hvor navnet på delstatens hovedstad går igen i delstatens navn. Oklahoma City – Oklahoma. Den anden er Indianapolis i Indiana
◊ Garth Brooks blev født i Tulsa, Oklahoma, men voksede op i Yukon, Oklahoma.
◊ Verdens første parkometer blev installeret i Oklahoma City den 16. juli 1935.
◊ Sylvan Goldman fra Oklahoma opfandt indkøbsvognen.
◊ Bob Dunn, en musiker fra Beggs, opfandt I 1935 den elektriske guitar.

Gennem Foss og Canute kom jeg til Elk City og det næste museum: National Route 66 Museum. Ikke større eller bedre end det i Clinton, men meget af det samme.

Jeg stoppede i Elk City for at se museet. Stedet kunne ikke undgå at tiltrække min opmærksomhed. Myrtle, en mandsstor Kachina-dukke-stil statue, der engang stod udenfor Queenan Trading Post i det vestlige del af byen, vogtede indkørslen til National Route 66 Museum.

National Route 66 Museum.

Klik her og se mere om Elk Citys National Route 66 Museum.

Slut med Oklahoma og velkommen til Texas.

Texas
Texola. Bynavnet kom af en sammtrækning af Texas og Oklahoma. Meget pragmatisk.Route 66 gennem Texas følger for det meste Interstate-40. Fra øst først på sydsiden,så lidt på nordsiden for at forsvinde under Interstaten.

Billeder fra Shamrock, Texas.

McLean, Texas.

McLean var den sidste by i Teaxs, hvor Interstate-40 forbigik byen. Vest for Main Street på First Street ligger en restaureret Phillips 66 station i rødorange farver.

Stoppede ved The Grill – Welcome Home i Groom og indtog en sen, meget sen breakfast. Det er herligt ved USA, at mange restauranter serverer morgenmad hele dagen.

Så jeg snuppede lige ”One egg, bacon, hashbrowns, toast” til $5,25 og ”Coffee” til $0,60. Jeg var den eneste i den lille diner-restaurant uden hat og hattefolket var delt. Halvdelen af mændende foretrak cowboyhatte og den anden halvdel kasketter. Fyren lige ved siden af mig havde også sporer på sine cowboystøvler. Jeg så nu ingen hest udenfor.

I Conway ved Route 66 og ved frakørsel 96 på Interstate-40 kom jeg forbi Bug Ranch. Et modspil til Cadillac Ranch. En lokal farmer blev sur over at nogen kunne finde på at begrave den amerikanske bil-industris stolthed halvt i jorden, så han tog en billig europæer i form af nogle gamle bobbel folkevogne og lavede the Bug Ranch.

Siden har den amerikanske bil-industri begravet sig selv og ”billige” japanske biler er ved at overtage bil-markedet i bil-nationen USA.

Min egen lejede Nissan Murano et godt eksempel på dette. Indtil videre havde hun bragt mig halvvejs fra Chicago til LA uden problemer, så jeg var foreløbig meget glad for at køre hende.

Amarillo
Udover George Bush senior og junior og long-horn kvæg på sletterne er Texas er for mig svingende ZZ Top rock, langskægede jeans-fyre med cowboyhat og støvler med sporer, der kører pick-ups, hilser venligt på alle med et howdy og spiser en hjulkapselstor steak. That’s Texas.

Jeg tog tid til lidt "window-shopping" og "people-looking" langs "one mile shopping" i det historiske Route 66 distrikt langs SW 6th Ave vest for Amarillo centrum. Gaden er fyldt med antik-butikker og cafeer.

På The Big Texan restauranten i Amarillo serverer de rigtige Texas steaks. Jeg var nået til Amarillo og steaken. Jeg tjekkede ind på hotellet The Big Texan. Fik vasket landevejsstøvet af ansigtet og gik over i restauranten for at indtage dagens hovedmåltid.

Mens jeg ventede på et bord kunne jeg se listen med de seneste syv gæster (fra april måned), der alle havde kværnet en 72 oz steak ned i løgneren. 6 af de 7 var fra USA. Den sidste fra Canada. Alle kunne de få badevægten på den anden side af 150 kilo. Med den halve vægt i udgangspunktet nok ikke en konkurrence jeg kunne vinde.

72 oz er det vi Danmark kalder 2.041 gram eller godt to kilo oksekød. Nok til at få dårlig mave af. De syvs "æderes" kommentarer gik fra ”God steak” til ”Hvad er der til dessert”. Tak for kaffe eller skulle jeg sige: Tak for steak. Hvis gæsterne på The Big Texan spiser deres 72 oz steak indenfor en time, så er den gratis. Jeg lod mig ikke friste. 20 oz var rigeligt. 550 gram steak er mere kød end jeg har spist det seneste år.

Igen en god lang dag i sædet på Miss Murano, som havde bragt mig fra [E] Oklahoma City til [F] Amarillo. 478 kilometer blev det til.

Route 66 - Springfield til Oklahoma City

2009-04-27T22:34:00.037+02:00

Et roadtrip ad Route 66 fra Chicago til Los Angeles er en odyssey diagonalt gennem USA. En tur forbi de typiske amerikanske arketyper. Oplyste neon-skilte, slidte moteller med en lang historie, diners i 50'er-look-a-like med plasticbetrukne stole, truck-stops med billig benzin og billig kaffe kommer hele tiden den rejsende i møde langs Main Street America, som Route 66 også kaldes. Main Street America fordi landevejen går gennem de mest typiske typer af amerikanske småbyer. Dertil findes langs Route 66 en bred udstilling af amerikansk kitch. Findes kun bedre og mere koncentreret på Smithsonians Museum of American History i Washington DC.

Missouri gav mig minder om landskaberne en maj dag hjemme i Danmark. Frodigt og grønt med meget bølgende græs. De bløde kurvede bakker som i Østjylland og indimellem afløst af mere markante og langstrakte bakker a la Kassel eller Ardenner-bjergene. De brune Route 66 skilte var blevet færre end i Illinois, men erstattet af mange reklame billboards. Hver anden butik udenfor byerne var enten ”fireworks” eller ”Adult Video Store”. Det var mit indtryk af Missouri.

66 Drive-inbiografen i Carthage, Missouri.

Halltown, Spencer, Heatonville, Albatross, Phelps, Rescue og Avilla bød på flere små midtvestbyer som jeg ikke kunne skille fra hinanden. Carthage med en endnu levende (genoplivet) Route 66 Drive-In biograf efterlod et lidt dybere spor i min hukommelse.

Kansas
Landskaber og bygninger tog en anden form. En anden verden åbnede sig. Vejen gled blødt forbi et gammelt mineområde, langs jernbanen, over en bro, forbi forladte huse, et 90-grader sving og jeg var pludselig på Main Street i Galanea, Kansas. Virkede øde og forladt. Lidt spøgelsesagtig. En enkelt håndværker arbejdede på en af de mange nedslidte bygninger, men der er lang vej inden Galana kan rejse sig igen.

Kansas har kun 13 miles / 21 kilometer Route 66, men uha, hvor er indbyggere i det sydøstlige hjørne af delstaten stolte af de 21 kilometer. Stoppede i Riverton i Eisler Bros. Grocery and Deli, der holder til i en rød murstenbygning fra 1925. Købte lidt sødt til den videre rejse og tjekkede deres lille souvenirshop i bagbutikken.

På vejen videre til Baxter Springs kom jeg over Marsh Rainbow Arch Bridge. I historiske Baxter imponerede en Phillips 66 Station fra 1930’erne. Efter Baxter kom Oklahoma-skiltet. Ups. Så var de 21 kilometer i Kansas kørt.

Miami, Oklahoma.

Oklahoma
Mit første besøg i Oklahoma. Quapaw, det første bynavn lyder indiansk, men Oklahoma er også en indianerstat. Mellem Miami og Afton er der stadig bevaret oprindelig Route 66 vej fra før 1937. Kun 9 fod bred. 9-foot Hwy. Også kendt som Sidewalk Hwy. Det er mindre end tre meter. Kun et vej spor og en bred rabat. Minder om bagvejene i Queensland, Australien. Vejen blev bygget i 1922. Altså før asfalten blev en del af Route 66. Frem til 1937 var det en officiel del af Route 66. Et sårbar stykke historie der er hård ved nutidens biler.

Ved Vanita spænder McDonald’s buer sig over den fire-sporende Interstate-44 motorvej. Jeg måtte stoppe og indtage lidt fast food, selvom jeg havde svoret det ikke skulle ske på denne tur, men fristelsen var for stor. De gyldne buer eller den gule måge fra vejrabat til vejrabat skulle fejres med et par burgere - nej det blev fajitas som jeg indtog på første sal, mens lastbiler og biler susede forbi under mig.

Chelsea, Bushyhead, Foyil, Sequoyah, Claremore og Catoosa førte mig til Tulsa, der har et downtown der hylder Route 66.

Lige inden den blå hval, mellem Claremore og Catoosa, spænder to store stål-broer sig over Verdigris River. To broer og fire vejbaner. Det er usædvanligt med to broer så tæt ved hinanden. Den oprindelige bro blev bygget i 1936, men trafikmængden steg voldsomt efter 2. Verdenskrig og i 1957 kom bro nummer to til. Lige efter broene kom jeg til den blå hvals park.

Den blå hval i den lille sø er en meget genkendelig attraktion langs Route 66 i Oklahoma. Hugh Davis byggede i begyndelsen af 1970'erne beton-hvalen med rutsjebane som en bryllupsgave til konen Zelta.

Den røde runde lade i Arcadia, Oklahoma.

Rækken af Main Street America-byer i det nordøstlige Oklahoma bragte mig til Oklahoma City. Før 1995 blot endnu en amerikansk by. Ukendt for Danmark. Timothy McVeighs bombe og 168 ofre bragte Oklahoma City på verdenskortet. Første gang USA oplevede terror af amerikanere i Amerika.

Oklahoma City
På vej ind i Oklahoma stoppede jeg ved National Cowboy & Western Heritage Museum på 1700 N.E. 63rd Street. Amerikanerne forstår at opbygge store imponerende og prangede samlinger og udstillinger der tager pusten fra en.

Abe Lincoln holder et vågent øje med cowboysamlingerne.

The National Cowboy & Western Heritage Museum er USAs førende indenfor Vestens historie, kunst og kultur. Museet er grundlagt i 1955 og indsamler, bevarer og udstiller en flot samling genstande med relation til den amerikansk vest.

Uendelige rækker af sammenhængende sale med cowboystøvler, cowboyhatte og westernhelte fylder museet. Imponerede og informativt. Bestemt et par timer værd at browse gennem udstillingerne og så lige hvile benene i 15 minutter i selskab med de amerikanske westernhelte fra Hollywoods stor-lærred.

Klik her og læs mere om USAs National Cowboy & Western Heritage Museum.

Oklahoma City er med godt 500.000 indbyggere delstaten Oklahomas største by. Metro-Oklahoma City har 1,2 mio. indbyggere. Jeg fortsatte mod centrum af byen.

Hele USA og specielt indbyggerne i Oklahoma City blev og er stadig mærket af begivenhederne den 19. april 1995. 168 mennesker blev dræbt, da Timothy McVeigh stod bag en bombe som sprang foran Murrah-bygningen i centrum af byen. Bygningen blev ødelagt. Mere end 100 bygninger i området fik ødelæggelser.

Jeg slutter dagen af med at besøge mindesmærket efter 1995-bomben på 620 N. Harvey Ave i down town. The Oklahoma City National Memorial & Museum blev skabt til ære for de dræbte, de overlevende og de som blev for evigt er mærket og forandret af hvad der skete den 19. april 1995 ved Alfred P. Murrah Federal Building i Oklahoma City. Mindesmærket og museet skal oplyse og fortælle om konsekvenserne ved brug af vold, hvad der skete med forbindelse til bombningen, give håb og gøre at vi mennesker lærer af hændelsen.

Klik her og læs mere om The Oklahoma City National Memorial & Museum.

Dagen havde været lang og bragt mig ad 578 km Route 66 asfalt fra [D] Springfield til [E] Oklahoma City.

Route 66 - St. Louis til Springfield

2009-04-26T23:01:00.015+02:00

Route 66 løber gennem otte amerikanske stater. Fra øst mod vest er det Illinois, Missouri, Kansas, Oklahoma, Texas, New Mexico, Arizona og Californien. Mængden af Route 66 asfalt gennem staterne er meget forskellig. Historisk havde Illinois 484 km, Missouri 510 km, Kansas 21 km, Oklahoma 695 km, Texas 299 km, New Mexico 784 km, Arizona 645 km og Californien 505 km.

“Well it goes to St. Louis
Down to Missouri
Oklahoma City looks oh so pretty”
Bobby Troup, Route 66

St. Louis ligger i Missouri. Byen har 350.000 indbyggere, mens metro-St. Louis er USAs 18. største by-område med 2,6 mio. indbyggere. St. Louis ligger, hvor floderne Missouri og Mississippi løber sammen og byen var tidligere en vigtig havn for flodbådene på Mississippi. Byens vigtigste år er 1904, hvor St. Louis var vært for både OL og Verdensudstillingen.

Jeg forlod St. Louis. Landskabet vest for Mississippi er mere bakket og varieret end det flade Illinois øst for floden. Vest for St. Louis blev det kuperet med skovklædte bakker. Kom forbi Route 66 State Park ved Exit 266 og Meramec River. Alle ture kræver prioriteringer. Også min tur ad Route 66. Jeg kan ikke stoppe ved det hele. Desværre. Route 66 State Park blev ikke et stop på min tur dennegang. Den lille historiske Route 66 udstilling i den gamle Bridgehead Inn fra 1935 måtte jeg have til gode.

Jeg fortsatte forbi Eureka, Allenton, Pacific og Gray Summit. Miss Murano har gjort det godt de første dage. Hendes 3,5 liters V6 motor med 265 hesterkræfter og automatgear spinder som en sød mis, men hun kan også hvæse, når jeg lader Bobby Trups sang: ”Get your kicks on Route 66” fylde de 160 watt audiosystem med seks højttalere.

Murano er det Nissan kalder en cross over – et mix af behagelig personbil krydset med en fræk 4x4. Koster i Danmark fra kr. 798.000. Hun kunne godt måle sig med en amerikanerbil. Så skuffelsen over at jeg ikke fik en rigtig amerikaner fortog sig hurtigt og Miss Murano fra Nissan blev taget til nåde og glæde. Miss M bragte mig forbi St. Clair, Stanton, Borbon og til Cuba

På vej ind i Cuba kom jeg forbi restauranten Missouri Hick Bar-B-Q. Jeg stoppede og testede deres 20 oz pork steak + baked potato + beans. Udmærket grisse-bøf og den bedste bagte kartoffel jeg nogensinde har smagt.

Nabo til Missouri Hick Bar-B-Q ligger Wagon Wheel Motel på E Washington Street. Et motel der har fulgt Route 66 alle årene, men desværre ikke er fornyet så meget at det gør noget. Meget atmosfære og værelser til 18 dollars. Husk at tage et kig på værelserne inden I tjekker ind. Et godt eksempel på at man får det man betaler for.

Byen Cuba blev navngivet af indbyggerne i sympati med øen Cuba, der var under spansk herredømme frem til 1898. Cuba voksede med jernbanen og Route 66, men blev forbigået af Interstate 44. Cuba har siden vokset sig større og har fået kontakt med Interstaten mod nord.

Cuba er kendt for sine mange gavl- og vægmalerier. På billedet ovenfor om dengang skuespillerinden Bette Davis besøgte Cuba.

Route 66 videre mod vest bringer mig forbi Fanning, Doolittle, Arlington og Clementine ved Exit 169. Den 4-sporede Route 66 (hwy Z) skærer sig gennem klipperne (Hooker Cut) og bringer tankerne i retning af mellem-Sverige. En lille detour af Route 66 (Teardrop Road) før 2. Verdenskrig bragte mig til Devils Elbow og den smukke gamle jernbro over Big Pinet River.

Lige før broen ligger Devils Inn. Stedets historie går til 1930’erne som Munger Moss Sandwich Shop. Devils Inn ligner en smuglerkro i gammel stil. Motorcykler og lædertøj gør sig godt her. Jeg turde knap standse et øjeblik for at skyde et billede ud af sideruden. Jeg fik billedet og kom hurtigt videre. Måske er du mere modig end jeg? På den anden side af broen og Big Pinet River stiger vejen voldsomt, 60 meter, for igen at komme på niveau med det omkringliggende landskab.

Devils Elbow fik navn efter knækket på floden, som gjorde at flodtømmer ofte blev hængende og spærrede.

Klik her og tjek selv The Elbow Inn Bar & Grill.

Broen ved Devils Elbow.

De næste byer var Wayneville, Buckhorn, Hazelgreen til Lebanon og et klassisk Route 66 motel. Munger Moss Motel, 1336 Route 66, Lebanon. Motellet har rødder tilbage til 1940'erne og er rig på historie: "Here yesterday, today and tomorrow" er motellets motto.

Missouri
☺ Ved Verdensudstillingen i St. Louis i 1904 serverede Richard Blechyden te med is for første gang. Is-teen var opfundet.
☺ Is-vaflen blev også for første gang præsentret på Verdensudstillingen i St. Louis.
☺ St. Louis kaldes for "The Gateway to the West" og "Home of the Blues".
☺ Aunt Jemima pandekage-mel er opfundet i St. Joseph, Missouri. Det blev i 1889 det første pulver til pandekager og det første prefabrikerede mad der blev solgt.
☺ Anheuser-Busch bryggeriet i St. Louis, Missouri er det største ølbryggeri i USA.
☺ Missouri er opkaldt efter stammen “Missouri Indians”, der betyder byen med de store kanoer.
☺ Missouri blev i 1865 den første “slavestat” der frigav slaverne.
☺ Laura Elizabeth Ingalls, forfatter til bøgerne om Det lille hus på prærien, voksede op i Missouri.
☺ Sojabønner er den mest indbringende afgrøde i Missouri.

Phillipburg, Conway, Niangua, Marshfield og Strafford kom før endnu et Springfield. Igen kom jeg til en Springfield, men dennegang i Missouri. Her blev jeg for natten.

Springfield
Springfield er "Queen City of the Ozarks" og ligger smukt i Ozarks Mountains. Ikke bjerge som Rocky Mountians, men mere bjerg end jeg havde set Chicago og flade Illinois. Det moderne Springfield har samlet sig om Interstate 44. En gang var det Route der førte gennem hjertet af Springfield. Byen blev grundlagt i 1829, da de første nybyggere kom til området.

434 kilometer asfalt fik jeg set fra [C] st. Louis og til [D] Springfield, Missouri.

Route 66 - Bloomington til St. Louis

2009-04-25T20:53:00.026+02:00

Route 66 mangler rejsende. Allerede efter to dage på vejen var det mit klare indtryk. Alligevel var den jo ikke affolket. Route 66 fra Chicago til LA er ikke en jomfruelige vej ”off the beaten track”, hvor jeg kunne gå på opdagelse og finde uopdaget stykker asfalt. Vejen har i det seneste årti oplevet et boom af road trip rejsende kør-selv-folk på motorcykel eller i biler plus enkelte i motorhomes.

Turen kræver tid og tålmodighed for at finde den rigtige rute. Brune ”Historic Route 66”-skilte, gode kort, gps, Route 66 bøger, Miss Murano og en smule held hjalp mig på vej, men vejen har alle dage været dynamiske og ændret karakter ligesom de nye veje omkring Route 66 ændrer form og karakter. Det giver nogle spændende udfordringer.

Der er opstået en turistindustri omkring Route 66. Museer, diners, souvenirshops mærker helt klart at specielt amerikanerne rejser mindre og køre mindre bil end de gjorde for godt et år siden. For første gang er det samlede antal kilometer som amerikanerne køre faldet. Jeg ville dog gøre mit bidrag til brugen af de amerikanske veje og den billige benzin – kr. 3,5 pr. liter betalte jeg i Illinois.

“Well it winds from Chicago to LA
More than two thousands miles all the way
Get your kicks on Route 66”
Bobby Troup, Route 66.

Hvem er Route 66 for?
Route 66 er bedst for den, der elsker solopgang og kaffe, en god udfordring og mange kilometer bag rattet, er en god kortlæser med styr på GPS’en, der holder af at ”browse” gennem små støvede lokale museer og souvenirshops og holder af en god gang amerikansk morgenmad på en diner med plasticstole. Så er en kør-selv-tur ad Route 66 et rigtigt valg.

Tvillingebyerne Bloomington og Normal lå bag mig og jeg fortsatte gennem den sidste del af Illinois på min vej ad Route 66 mod Santa Monica. Kom via Shirley, forbi Funks Grove og gennem McLean til Atlanta.

Gammeldags udseende gavlmalerier prydede downtown Atlanta. I centrum af det hele stod den næsten seks meter høje Bunyon Man med en hot dog i favnen. Overfor lå The Palm Grill der første gang slog dørene op i 1934. Efter tre års renovering er The Grill netop genåbnet og klar til at servere for sultne Route 66 rejsende og give et indtryk af 1930’erne Midtvesten. På vej ud af Atlanta kom jeg forbi det smilende vandtårn. En stor gul Smiley malet i toppen af byens vandtårn.

Klik her og se mere om Atlanta, Illinois.

I denne del af Illinois er det Lincoln land og byen Lincoln er efter sigende den eneste by i USA som blev opkaldt efter Abraham Lincoln inden han blev præsident. Lincoln arbejdede som advokat i byen fra 1847 til 1859. Efter Broadwell, Elkhart og Williamsville blev det Springfield.

Springfield - Home of Lincoln
Springfield Illinois er besat af Lincoln. Jeg springer for en time ud af rollen som motorist ad Route 66 og går rundt i Lincoln's Home National Historic Site i Springfield. Abraham Lincolns gamle nabolag er kun for gående. Fire blokke - en blok er afstanden mellem to tværgående veje i en amerikansk by - udgør et kig tilbage i 1800-tallets amerikanske midtvest.

Abe og Mary Lincoln boede i byen indtil 1861, hvor Abraham Lincoln blev USAs 16. præsident og familien flyttede ind i Det Hvide Hus i Washington DC. Abe arbejdede som advokat i Springfield og huset her var det eneste Abe og Mary nogensinde ejede. Besøgscenteret på 7th Street gav en god introduktion til området og havde en fin butik med meget litteratur om Lincoln, men også lidt om Route 66.

Det er i år to hundrede år siden Abraham Lincolns blev født (12. februar 1809 – 15. april 1865). Lincoln er for mig en af de store præsidenter i USA. Han afskaffede slaveriet, men bragte også USA gennem en Borgerkrig. Lincolns gravsted er på Oak Rdige kirkegården i udkanten af Springfield.

Hele Springfield er præget af Lincioln. På 112 North Sixth Street midt i byen ligger Abraham Lincoln Presidential Library and Museum. To monumentael store bygninger der fylder to blokke mellem Washington og Madison og med gangbro hen over Jefferson Street.

Klik her og se mere om Abraham Lincoln Presidential Library and Museum.

I Springfields sydvestlige udkant ligger der en Route 66 Drive-In bio, hvor der i weekenderne når det er blevet mørkt vises film på en monster storskærm og bilfanatikere behøver ikke forlade bilen for at nyde en god film.

Klik her og tjek Route 66 Drive-In bio.

Ved Auburn findes et sjældent stykke Route 66 med mursten. Godt to kilometer er bevaret af den oprindelige 1926-1930 rute af Route 66. I denne del af Illinois går Route 66 (1926-1930) under betegnelsen Illinois Route 4.

Efter byerne Nilwood og Carlinville nærmere jeg mig Mississippi-floden. Den gamle Route 66 løber nord om St. Louis. Jeg fulgte Route 66 til Mitchell og til den 1.632 meter lange Chain of Rocks Bridge over Mississippi. Chain of Rocks Bridge løber paralellt med den nyere I-270 bro fra 1967 og omfartsvej til St. Louis. Chain of Rocks Bridge blev bygget i 1929 som en privat betalingsbro. Byggeriet kostede 3,0 mio. dollars. En pæn sum penge i 1920’ernes krisetid.

Missisippi skiller det østlige USA fra det rigtige Vesten. En kæmpe land-klump vest for Missisippi-floden købte præsident Jefferson for en slik af fanskmændene tilbage i begyndelsen af 1800-tallet. Det var en god handel for amerikanerne, nok også for Frankrig, der ellers bare ville havde mistet det store landområde til USA uden betaling. Floden en af de store forhindringer for en vejfarende mod vest.

Chain of Rocks Bridge bandt bogstaveligt øst og vest sammen. Broen står stadig og er nu kun åben for gående og cyklister.

Velkommen til St. Louis – porten til Vesten
Præriens Eiffeltårn står som en bue og kaldes Porten til Vesten. 200 meter rejser den imponerende bue sig over St. Louis bymidte.

Klik her og læs mere om Gateway Arch og museerne under jorden

Fakta om Gateway Arch
☺ The Arch er med sine 190 meter det højeste nationale monument i USA. Gateway Arch er 23 meter højere end Washington-monumentet i Washington DC.
☺ Opførslen af Gateway Arch begyndte 12. februar 1963 og buen stod færdig den 18. oktober 1965.
☺ Hvert år tager 1 mio. besøgende elevator-turen til toppen af the Arch.
☺ The Arch vejer 17.246 tons.
☺ Det kostede 13 mio. dollars at bygge the Arch.
☺ The Arch kan sveje op til en halv meter, hvis vinden når styrker på 240 km/t.

Forstad i St. Louis.

Lørdag var istid. Det var weekend og køen var lang foran Ted Drewes Frozen Custard, 6726 Chippewa, St. Louis
Se mere på hjemmesiden.

Jeg begyndte dagen i [B] Bloomington og [C] St. Louis blev dagens endestation.
352 km var det blevet til.
Jeg var færdig med Illinois - den første af de otte stater jeg skulle igennem for at nå målet.

Route 66 - Chicago til Bloomington

2009-04-24T22:34:00.041+02:00

Route 66 er som en kendis fra Hollywood. Hvis Route 66 var en person så ville det være Harrison Ford. En del af fremtiden som prins Han San i Star Wars, eventyrlig og udfordrende som Indiana Jones og blød og romantisk som i Sabrina eller Regarding Henry. Er det nu rigtigt? Det tog jeg ud for at undersøge på min kør-selv-rejse ad Route 66.

“If you ever plan to motor west. Travel my way, take the highway that's the best. Get your kicks on Route 66.”
Bobby Troup, Route 66.

Route 66 skal køres fra øst mod vest. Med solopgang i ryggen til solnedgang i ansigtet. Ved at køre mod vest følger jeg også USAs udvikling og ekspandering fra en lille flok gamle britiske kolonier på den amerikanske østkyst til Supermagt og verdens 4. største nation i areal og 50 stater fra kyst til kyst plus Alaska og Hawaii. Et godt rejsetilbud med fly, bil og hoteller. En kør-selv-pakke med en god bil og så er det bare af sted på Route 66 og følge USAs historie og udvikling.

Tidligt op. En hurtig kop kaffe. Af sted. Tid til at forlade Chicago via Route 66. I morgensolen forlod jeg via Adams Street og Ogden Avenue det hektiske og dynamiske byliv i Chicago for at køre gennem de rolige og stabile landskaber i landlige Illinois. Jeg havde dyppet fødderne i Lake Michigans ferskvand og forude ventede Stillehavets saltvand.

Route 66 i Illinois var tidligt velsignet med belægning. Enten i form af charmerende røde mursten eller triste grå betonplader a la Hitlers motorveje. Route 66 i 1920’erne var dog ofte kun et spor. I bakspejlet kunne jeg periodisk skimte Chicagos skyline domineret af det sorte tårnhøje Sears Tower med antenner. 108 etager og 527 meter høj inkl. antenner. Uden ”kun” 447 meter.

Sears Tower var en gang verdens højeste bygning – men er helt klart stadig den højeste bygning langs Route 66. Tårnet er USAs højeste og verdens 4. højeste fritstående bygning efter bygninger i Dubai, Toronto og Moskva. I sommeren 2009 omdøbes tårnet til Willis Tower. Navneretten Sears Tower udløb i 2003 og har siden ventet på en pengestærk køber.

Ogden Avenue går sydvest ud af Chicago. Avenuen skærer et bredt sår gennem nedslidte kvarterer og økonomisk handicappede forstæder med trist industri. Slidt og beskidt. Klar til nedrivning eller en ordentlig gennemrenovering.

Ti ting om Illinois
☺ Verdens første skyskraber blev bygget i Chicago i 1885.
☺ Illinois var den første stat til at underskrive loven imod slaveri. Det skete i 1865.
☺ Springfield er statens hovedstad og hjemby for præsident Abraham Lincoln.
☺ Det højeste punkt i Illinois er Charles Mound med 370 meter over havet.
☺ Isen en "sundae" blev navngivet i Evanston.
☺ Den officielle stats-dans i Illinois er square dance.
☺ I Illinois har flere en personlig nummerplader end i nogle af de andre 49 stater.
☺ Forkortelsen ORD for Chicago's O'Hare lufthavn er oprindelig for Orchard Field, der senere blev omdøbt til O'Hare Airport.
☺ I Illinois er det mest almindelig drengenavn Michael og pigenavn Emily.
☺ Chicago Public Library er verdens største offentlige bibliotek med en samling på over 2 mio. bøger.

Min rute
Efter Ogden Avenue kørte jeg til venstre ad Harlem Ave (hwy 43), til højre ved 41. street, der bliver til 43. street, fandt Joilet Road, detour omkring stenbrud der har ødelagt vejen, og igen Joilet Road, til Interstate 55, og ad historiske Route 66 gennem Romeoville mod byen Joilet, forbi Montana Charlie’s Little (meget store) America Flea market (loppemarked) - åbent i weekender i sommerhalvåret, gennem Joilet og videre mod Elwood og Wilmington.

Søsterbyerne Romeoville og Joilet. Hentet fra Romeo og Joliet? Byerne Joilet og Elwood leder mine tanker til Blues Brother-filmen om brødrene"Joliet" Jake E. Blues og Elwood J. Blues.

En grøn gigant med rumhjelm og raket bød mig velkommen til Wilmington. Den seks meter høje kæmpen står ved Launching Pad Drive In. I 1950 og 60’erne var det meget populær med disse gigantfigurer. På vej ad Route 66 går tiden hurtigt. Hastigheden er mange steder 50/80 km/t. Det tager tid at finde den rigtige rute og nyde de mange historiske indtryk plus tage billeder til fotoalbummet.

Da jeg nåede Braidwood plagede sulten mig allerede, så jeg tog en tidlig lunch på Polka Dot Drive In i 50’er stil. Blues Brothers og Marilyn Monroe tog imod uden for restauranten. Miss Murano blev parkeret i en bås med asfalt og jeg selv fandt en bås med bord og sort plasticsofa og min egen bord-juke-box med 50’er musik. Amerikanske ørnemønter gav musik som Ritchie ”La Bamba” Valens eller Elvis ”Jailhouse Rock” Presley. Få nogle få dollars fik jeg burger, fries og vanilla milk shake.

På mæt mave fortsatte jeg mod sydvest ad Route 66 der løb langs jernbanen. Stoppede lige fem minutter lidt nord for Gardner for at se Riviera Roadhouse. En gang spillebule og Al Capones tilholdssted, siger rygterne. I baghaven stod en gammel ”sporvogns-diner”. Tog et par billeder og fortsatte på min vej videre i solskin på en klar blå himmel.

Dwight var den næste by. Jernbanen lå til venstre og interstate 5 til højre, mens jeg kørte gennem Illinois flade landskaber mod Dwight. Slog en blød bue gennem parcelhuskvarter i Dwights udkant. På hjørnet af Old Route 66 og hwy 17 / Mazon ave. lå en gammel Beckers Marathon Station (Ambler’s Texaco) fra 1933.

Fire røde Sky Cheif benzinpumper stod foran den hvide træbygning. Fra 1933 til 1999 sørgede tanken for benzin og er dermed den station der har holdt længst ud langs Route 66. Værkstedet er en senere tilbygning, som nu skjuler huset bagved, der oprindeligt tog imod landevejsfarere og gav dem et ly for natten.

I 2007 blev benzinstationen renoveret og huser i dag et Route 66 besøgscenter for byen Dwight. ”Besøgsstationen” havde åbent og et par ældre lokale Dwight-borgere tog imod og viste mig rundt i den lille butik. De fortalte små anekdoter fra den gang Route 66 blomstrede.

Skråt overfor Beckers Marathon Station lå en Java Route 66 Stop med friskbrygget kaffe. Et par hundrede meter længere fremme ad Old Route 66 kom på højre side Route 66 Tire & Auto med charmerende udstilling af benzinpumpe og og gamle emalje skilte på gavlen.

Dwight forsvandt lige så stille bag mig og godt 12 km senere dukkede Odell op. I udkanten lå en klassisk og nu gennemrenoveret hvid 1932 Standard Station. Stars and stripes var hejst og flagrede i vinden. Route 66 begyndte at gå i opløsning efter 2. Verdenskrig. En omfartsvej blev bygget ved Odell i 1946 og langsomt forsvandet de forskellige Route 66 servicebutikker. Denne tankstation holdt ud til 1967, men så var det slut.

Efter et mokka stop ved Old Log Cabin lige udenfor Pontiac stoppede jeg for et museumsbesøg i Pontiac. Route 66 Hall of Fame på 110 W Howard Street. Den ældre frivillige hjælper på museet, Pauline, viste mig rundt. Hun havde selv boet i Pontiac siden 1937 og fuldt Route 66s opgang og nedgang.

Pauline viste et USA kort med Route 66 og post-stempler. Et par fra Oklahoma City, hvor han var tidligere postmedarbejder havde i 1995-96 brugt to år på at besøge alle posthuse langs Route 66 og få stempler fra hvert et postkontortor. Det blev til et serienummeret tryk i begrænset oplag.

Museet havde også fået en samling på 72 nummerplader fra 72 forskellige år. Tidligere blev nummerpladen og ikke forsikringsmærket skifter på amerikanske biler. Familien fra Pontiac-området havde gemt alle de gamle nummerplader og de viste udviklingen i nummerpladerne i Illinois.

Jeg var startet tidligt og kunne mærke det havde været en lang dag, så jeg fandt et hotel i Bloomington. Byen med de 75.000 indbyggere er præget af byens universitet. Forbes udnævnte i 2008 Bloomington til den 20. klogeste by i USA baseret på indbyggernes uddannelse.

Jeg var kommet halvvejs diagonalt gennem Illinois og hvde fået den første smagsprøve på Route 66.

Hvor langt er jeg kommet?
Jeg var nået fra [A] Adams Street i Chicago til [B] Bloomington.
287 km var det blevet til.

Route 66 starter i Chicago

2009-04-23T21:30:00.030+02:00

Route 66 begynder i Chicago og der skulle min rejse ad Route 66 også begynde. Der er syv timers tidsforskel mellem Danmark og Chicago / Midtvesten. Det er godt og kan bruges konstruktivt. Lidt jetlag er aldrig dårligt. I USA giver det mig en god tidlig og rolig start på dagen. Jeg vågnede kl. 03.00, så lidt TV (et tilbud jeg ikke kunne afslå - 57 kanaler giver nogle muligheder), lavede en kop kaffe, fik et langt bad og planlagde min første dag ad Route 66.

På vej ad Ogden Avenue ind til centrum af Chicago.

Velkommen til Chicago, Illinois. Her er jeg på State Street.

Min dag 1 skulle være i Chicago. Det er 18 år siden jeg har besøgt byen med de 2,9 mio. indbyggere og var spændt på igen at gå på udforskning i The Windy City eller The Second City som Chicago kaldes. The Windy City hentyder til vejret og de støjende politikere, mens The Second City hentyder til Chicagos betydning og at den kun overgås af New York City.
Efter den rolige start var det tid at få lidt mere morgenmad, så jeg drog ud i morgentrafikken.

Amerikansk morgenmad på Donkin Donuts
Jeg havde hjemmefra besluttet at min første morgenmad i USA skulle være som en rigtig amerikaner, så jeg kørte ud for at finde en Donkin Donuts. Der er 166 Donkin Donuts butikker i Chicago-området, så med lidt held skulle det ikke vare længde jeg fandt en. Efter 7 minutter holdt jeg foran min butik. De havde åbent og ingen kunder, så jeg gik lige ind og bestilte kaffe, donut og lun bagel med ost – en god amerikansk politimands morgenmad, hvis jeg skal tro Hollywood.

Her begynder Route 66
Alt begyndelse er svær. Det gælder også at finde, hvor Route 66 begynder/slutter i Chicago. Eller rettere sagt begyndte. Problemer er bare at starten på ruten er blevet flyttet flere gange for helt at forsvinde og kun være en nostaltisk brunt skilt med tallene 66 som tegn på en vej som var en gang.
Efter jeg havde tanket op med morgenmad fandt jeg frem til centrum af Chicago og fik parkeret Miss Murano - min bil. Snusede til fods lidt rundt om hjørnet af E Adams Street og S Michigan Avenue, hvor Route 66 begynder – lige overfor The Art Institute of Chicago. Forude venter bare små 4.000 km til LA og stranden ved Santa Monica og Santa Monica Pier.

Her begynder eventyrets vej - Route 66 fra Chicago til LA

Egentligt begyndte Route 66 først på hjørnet af Jackson og Lake Shore drive, men siden 1950'erne har Jackson været ensrettet i østlig retning, så blev Route 66 "Begin"-skiltet flyttet til Adams (ensrettet i vestlig retning - den rigtige retning imod LA) og Michigan.

Jeg havde endnu ikke kørt en km af Route 66 og allerede så prægede vejens navn gadebilledet og vinduerne.

Jeg fortsatte ad Adams over til S State Street, der er fyldt med spændende butikker og fandt en Borders boghandlen. Brugte lige en time på at browse gennem det norme udvalg af bøger. Efter Borders slentrede jeg omkring på må og få uden nogen bestemt retning, men drevet af det næste gadehjørne. Kom over på vestsiden af Chicago River og fandt frem til Lou Mitchells på 565 West Jackson Blvd. Det var blevet tid til lunch, så jeg gik for en bid.

Lou Mitchells far startede forreningen i 1923 og siden har den hyggelige diner været i familiens eje. Klik her og tjek restauranten ud på nettet.

Beef Chilli med Cheddar ost. Lunch på Lou Mitchell's, 565 Jackson Blvd, Chicago.

Resten af dagen (inden jeg skulle i en shopping mall) brugte jeg i og omkring Millennium Park og Cloud Gate og Grant Park langs Lake Michegan.

Den store donut i Millennium Park, Chicago. Den 110 tons tunge "Cloud Gate" af den britiske kunstner Anish Kapoor.

Klik nedenfor og se et filmklip fra dag 1 på min tur ad Route 66

Efter en hel dag med udforskning af Chicago med blå himmel og temperaturer på op til 18 grader fandt jeg en sportsbar overfor hotellet. Fik en god salat med kylling (grillet) og et par Coors Light, så jeg kunne falde helt til ro og være klar til at køre de mange kilometer ad Route 66.

Fakta
Kørte rute: Fra Mainheim Road ved O'Hare Airport Chicago til centrum af Chicago og retur inkl sightseeing.

Endelig rejsen ad route 66

2009-04-22T22:45:00.002+02:00

Endelig kom dagen. YES. Endelig kom dagen, hvor jeg skulle af sted til USA for at køre ad Route 66 fra Chicago til Los Angeles. Jeg har 13 dage / 12 nætter til turen. Lige i underkanten af hvad der kan anbefales for at køre de små 4.000 km, men det var indenfor de rammer jeg havde.

Jeg havde valgt at flyve med SAS fra København direkte til Chicago. Inden rejsedagen havde jeg online registreret min indrejse til USA. Ikke at det gjorde nogen forskel i forhold til tidligere rejser til USA. Jeg skulle stadig i lufthavnen oplyse, hvor jeg havde tænkt at bo den første nat i USA. I flyet skulle jeg stadig udfylde den grønne I-95 indrejseformular og den blå toldformular og ved immigrationen var der stadig kø og de ville igen igen have mine finger aftryk et billede af min iris. ”Be my guest”. USA får gerne et par aftryk mere til samlingen.

Efter otte timers flyvning, hvor jeg lod mig underholde af James Bond, Bolt og Starsky & Hutch ankom jeg til terminal 5 i Chicago O’Hare Airport. Efter immigration, bagageudlevering og told gik jeg undenfor og kom med AVIS-bussen de ti minutter over til AVIS-kontoret og parkeringspladsen med de mange udlejningsbiler.

Jge havde hjemmefra bestil en SUV – en firehjulstrækker. Mine forvetninger gik i retning af en amerikansk JEEP Cherokee eller Chevy Trailblazer, men krisen er kommet til USA og til AVIS. Jeg havde valget mellem to japanske biler. Mellem en Nissan Murano og en Toyota Highlander. Skuffet over ikke at få en amerikaner gik min stemme til Miss Murano. Nu skulle japanske Nissan stå sin prøve. Måske bliver jeg positiv overrasket.

Jeg kørte fra AVIS og til det lufthanshotel jeg havde valgt at bestille hjemmefra. Jeg skulle ikke til og ud og lede i Chicagos mørke nat efter et hotelværelse. Ti minutter senere var jeg fremme og mit værelse var klar, så det var nemt.

Kun tilbage at sove og blive frisk til eventyret i morgen.

USA og bilen på en rejse ad Route 66

2009-04-21T07:19:00.002+02:00

Amerikanerne elsker deres biler og veje. Specielt Route 66. I sang, film og litteratur har amerikanerne fejret og æret livet i bilen på de uendelige landeveje. I et århundrede er den amerikanske landevej blevet behandlet som helligt land.

Bilen er mere end et transportmiddel, der flytter nogle eller noget fra A til B. Bilen er livet for en amerikaner. Den sørger for at hverdagen kan hænge sammen mellem hjem, arbejde, indkøb og fritid. Bilen giver bevægelse, frihed, tryghed og mulighed for ro i ensomheden på landevejen. Køretøjet rummer drømmen, det at komme videre, slippe væk, komme af sted, videre til noget bedre, få en ny start, glemme fortiden og udforske og give sig selv hen til uendeligheden og asfalten og gå på opdagelse i landet.

USA blev befolket af immigranter der søgte lykken, udfordringen og et bedre liv. De samme ny-amerikanere søgte vestpå. Igen søgte de efter lykken, udfordringen og et bedre liv. Prærievognen blev pakket med få udvalgte ejendele. Heste eller kreaturer spændt for og den lange vej vestpå begyndte. Denne søgen efter noget nyt og det at være i bevægelse er blevet til en fast bestanddel af USA og amerikanernes liv.

Amerikanerne har gennem historien hele tiden været på farten. Det begyndte med heste, på floder, i prærieskonnerter, på tog og senest i kæmpe benzinslugende flydere ad de moderne highways. Rastløsheden præger amerikanerne og USA er et land i konstant bevægelse.

En rejse ad Route 66 samler alt det som er amerikansk. Det som er mest typisk for den store nation og for amerikanerne. Derfor valgte jeg at tage af sted på min ejen søgen. Hvad jeg forventede at finde var ikke klart. Men af sted ville jeg. Rastløsheden og nysgerrigheden rådede. Om få dage ville jeg sætte mig til rette i "min" amerikaner og flyde af sted ad Route 66 fra Chicago til Los Angeles.

Historiske Route 66

2009-04-16T02:35:00.000+02:00

En rejse ad Route 66 er en rejse tilbage i tiden og ind i den amerikanske sjæl. US Route 66 fik sit navn den 11. november 1926, da USAs highway system blev etableret og navngivet. Egentligt var ønsket at vejen skulle hedde US 60, men det nummer gik til en anden landevej, så derfor Route 66. Hvad ville Route 66 havde været uden 66, men nu blev det Route 66. 2.448 miles eller 3.940 km fra Chicago til Los Angeles. De første år var kun en lille del af vejen asfalteret. Med tiden fik flere og flere km asfalt.

Den legendariske Route 66 gå gennem Illinois, Missouri, Kansas, Oklahoma, Texas, New Mexico, Arizona og Californien. Vejen er blevet udødeliggjort og forbundet med amerikansk kultur gennem musik og film. Bobby Troup skrev Route 66 hitsangen "(Get your kicks on) Route 66" og senest blev vejen portræteret i Disney-filmen "Cars". Se filmklip af koncert-optagelse med Bobby Troup og Route 66-sangen fra "Cars"-filmen med The Cheetah Girls nederst i dette blog indlæg.

Route 66 var i en årrække hovedfærdselsåren mellem det øst-nordøstlige USA og vestkysten. Specielt under tørken i 1930'erne udvandrede mange landmænd fra Oklahoma i midtvesten til Californien i håbet om et bedre liv. De fulgte Route 66 ligesom familien Joad i John Steinbecks roman "Vredens Druer".

Rejser ad Route 66 har siden vejen så dagens lys været en del af landevejens dagligdag. Der var mange grunde til at benytte Route 66. Lokal trafik, økonomisk depression fik mange til at flygte vestpå, drømmen om Hollywood og Los Angeles for enden af regnbuen, de glade sommer turister som ville til Californien og Stillehavet og nu hvor Route 66 er blevet historisk, motor-entusiater som drømmer om at køre vejenes vej - alle vejes moder. Bare en gang i livet køre hele strækningen af US Route 66 fra Chicago til Los Angeles.

Efter 2. Verdenskrig indførte USA et nyt highway system med Interstats som overtog de gamle og udtjente landeveje og herunder også Route 66. Op gennem 1970 og 1980'erne blev Route 66 forbigået og erstatet og den 27. juni 1985 var det slut. Efter et langt liv, 59 år, afgik US Route 66 ved døden, men kun for kort tid efter at genopstå som Historic Route 66. Landevejen US 66 ville ikke dø. Den havde kørt sig ind i amerikanernes hjerte og blevet en del af den amerikanske sjæl.

Bobby Troup i koncert optagelse fra London

The Cheetah Girls – Get your kicks on Route 66 – musikken fra Disney-filmen Cars

Route 66: Chicago - Los Angeles

2009-04-13T10:40:00.001+02:00

Route 66. Alle vejes moder. The Mother Road. Main Street America. Fra ferskvand til saltvand, fra de store søer i øst til Stillehavet i vest, Route 66s asfalt har siden mellemkrigstiden bundet USA sammen fra køernes Chicago til drømmenes Los Angeles. Route 66 har gennem tiderne fået mange tilnavne.

Min tur ad Route 66
Jeg husker første gang jeg besøgte USA. Det var i august 1985. Egentligt var det ikke en USA-rejse. Det var en Canada-rejse med en afstikker til USA. Det var ikke engang en dagstur til USA, men bare nogle timer fra Abbotsford øst for Vancouver ned over grænsen til Sumas i Washington State og tilbage igen. Men jeg havde været i USA og lysten til at se og opleve landet nedenunder Canada var vækket.

Så havde mit, via den amerikanske ambassade i København, ansøgte visum da gjort fyldest. Tilbage i 80’erne var det nødvendigt med visum for at komme ind i USA. I dag kan vi indrejse visumfrit, men papirarbejdet er næsten det samme, bortset fra at nettet har taget over.

Siden 1985 har jeg drømt om amerikanske landevej og det frie liv på de uendelige km asfalt ”Over There”. Jeg har kørt mange km i USA. Jeg har kørt Alaska Highway og Highway 1 i Californien, men skal jeg vælge en landevej, en vej som symbolet på USA, så er det Route 66. Vejen har pirret min nysgerrighed i mere end tyve år.

Route 66, vejen som binder USA sammen i mere end en forstand. Ruten er indbegrebet af hvad der er amerikansk. En dag ville jeg tage turen. Hele turen. Alle små 4.000 km. Eller i hvert fald så mange kilometer som det kunne lade sig gøre. Route 66 er ikke og har aldrig være en statisk vej, men et levende organisme som hele tiden har fornyet, udviklet og flyttet sig.

Nu er tiden kommet. Jeg skal afsted ad Route 66 fra Chicago til Los Angeles. Tre muligheder havde jeg med den tid jeg kunne afse til projektet. Jeg kunne vælge motorcykel, motorhome eller bil. Hver transportmiddel sine fordele, sin charme og sine ulemper. Valget faldt på en amerikansk SUV firehjulstrækker.